Job og karriere

Som medarbejder i Fiskeristyrelsen, bliver du en del af et engageret hold af kollegaer, der arbejder for bæredygtigt fiskeri. Det gør vi på flere forskellige måder: 

  • Vi er med til at udvikle ny politik og understøttende regler
  • Vi sørger for at udmønte politik og regler i vores administrative praksis
  • Vi udbetaler støtte til projekter, der fremmer bæredygtigt fiskeri
  • Vi er i løbende dialog med fiskerierhvervet og andre aktører
  • Vi følger op på, at reglerne bliver overholdt.


Som grundlag for alt det indsamler vi massevis af data fra blandt andet fiskere, opkøbere af fisk og fra fiskerikontrollen. På baggrund af dataanalyser tilrettelægger vi en risikobaseret fiskerikontrol og vi kan holde øje med, hvordan fiskeriet udvikler sig. Og så anvender vi også data til forskellige afrapporteringer fx udarbejder vi primær statistik om fiskeriet i Danmark. Det er en opgave, vi har fået overført fra Danmarks Statistik.

Som arbejdsplads er vi præget af fagligt stærke miljøer, intern videndeling og sparring på tværs af vores mange forskellige faggrupper. Vi lægger vægt på at kombinere viden om fiskeri, jura, god forvaltning og it for at skabe de bedst mulige løsninger for et bæredygtigt dansk fiskeri. Og styrelsens stabsfunktioner er med til at udvikle vores organisation, sikre de økonomiske rammer og bidrage til den daglige drift.

Vi har fokus på at sikre god trivsel i et balanceret arbejdsliv med gode muligheder for at udvikle sig og tage fagligt ansvar.

Om Fiskeristyrelsens opgaver kan man helt kort sige, at vi bidrager til, at der er et bæredygtigt fiskeri, uanset om det er det erhvervsmæssige - eller det rekreative fiskeri. Det betyder, at vi passer på fiskebestandene, at vi sikrer, at der ikke bliver fanget for mange eller forkerte fisk. Vi sørger for, at reglerne følges både gennem kontrol og vejledning. At vi hjælper med at sikre de bedst mulige rammer for vores fiskeri, hvad enten det er gennem de internationale kvoteforhandlinger eller gennem vores tilskud. 

Det kommer vi ikke sovende til, når vi skal vi holde øje med farvande, søer og vandløb. Hen over et år udfører vi over 400 kontroller af erhvervsfiskeriet til søs og sejler 45.000 sømil om året med vores kontrolskibe. Vi udfører over 2000 kontroller af erhvervsfiskeriet på land årligt, på alle tidspunkter af døgnet. Vi udfører endvidere kontrol med opkøbere af fisk og kontrol af det rekreative fiskeri, ikke mindst redskabskontroller.

Vi administrerer en halv milliard tilskudskroner årligt, behandler ansøgninger og udbetaler tilskud. Vi laver bekendtgørelser, instrukser og vejledninger. Vi giver tilladelser og uddeler fisk.

Alt sammen for at gøre en forskel for dyreliv og erhverv.

Vores arbejde med regulering, regel- og lovhåndhævelse og administration er baseret på en gennemgående indsamling, håndtering og anvendelse af data. Vi har gennem de seneste årtier udviklet en række løsninger til at indsamle data og løsninger til at samle, sende og bearbejde dem til viden.

For eksempel sender erhvervsfiskere data ind til styrelsen før, under og efter deres fangstrejser med oplysninger om anvendte redskaber, fartøjspositioner, farvande, der fiskes i, og arter og mængder arter, der fanges. Opkøbere sender afregningsdata. Fiskerikontrollørerne registrerer alle indsamlede kontroldata og bruger overblik over samlede data til at prioritere kontrolindsatser på baggrund af risikoberegninger på data. De administrative sagsbehandlere bruger også data, når de behandler ansøgninger om diverse tilladelser eller ansøgninger om tilskud. Og så anvender vi også data til forskellige afrapporteringer fx udarbejder vi primær statistik om fiskeriet i Danmark. Det er en opgave, vi har fået overført fra Danmarks Statistik.

Vi er fortsat i fuld gang med at udvikle vores digitale løsninger og gøre dem endnu bedre og mere brugervenlige, så de kan understøtte forvaltningen af vores forskellige arbejdsopgaver så effektivt og korrekt som muligt.

Fiskeristyrelsens vigtigste aktiv er dygtige medarbejdere, som med engagement og omhu medvirker til, at vi kan løse vores mange forskellige opgaver. I Fiskeristyrelsen har vi forskellige opgaver, og vi arbejder på geografisk spredte enheder, men selvom vores arbejdsdage ikke er ens, er vi alle en del af det samme arbejdsfællesskab og bidrager på hver vores område til de fælles mål.

Vi er en forholdsvis lille styrelse. Vi er ca. 280 medarbejdere, men vi spænder vidt. Vi er bl.a. fiskerikontrollører, styrmænd, maskinmestre, skibskokke, jurister, økonomer, it-specialister, og kontorfunktionærer. Mindst én ting har vi alle til fælles: Vi arbejder for et bæredygtigt fiskeri.

Vi har mange samarbejdsflader, og prioriterer at udnytte de mange fagligheder, der er repræsenteret i styrelsen. Du vil derfor opleve en masse sparring på tværs af faggrupperne, der bidrager til den effektive og gode opgaveløsning.

Du vil møde udfordringer og udviklingsmuligheder hos os. Både når det kommer til dine arbejdsopgaver, dit fagområde, mængden af ansvar og ny viden. Vi lægger vægt på din udvikling og har fokus på, at du får mulighed for at udvikle dine kompetencer gennem kurser, uddannelse og netværk.

Alle nye medarbejdere skal gennem et introduktionsforløb for at lære Fiskeristyrelsen at kende og blive klædt godt på til opgaverne. Ansættes du som fiskerikontrollør, skal du gennemføre Fiskeristyrelsens uddannelse for fiskerikontrollører.

Du kan her læse mere om uddannelsen som fiskerikontrollør.

Gode it-kompetencer er noget, vi lægger vægt på, og hvis du interesserer dig for it og data, vil du have gode muligheder for at udnytte og udvikle denne interesse.

Her kan du se, hvad nogle af vores medarbejdere svarer, når de bliver spurgt, hvad der er det bedste ved deres job:

  • Det, at man har mulighed for at variere sine arbejdsdage, er jo fantastisk. At kunne sætte båden i vandet den ene dag og sejle rekreativt, og næste dag stå på havnen og lave landingskontrol. At man kan sidde på pinden derhjemme og nørkle i lovstof osv. At vi kommer ud og møder en masse forskellige mennesker i vores arbejde, sætter jeg stor pris på, og så selvfølgelig mine gode kollegaer.
  • Det bedste er, når man kan stoppe noget bevidst ulovligt fiskeri ved fx at fjerne ulovligt udsatte redskaber.
  • Den kæde af funktionelle opgaver, der går fra at have sat sig ind i en lovtekst, til derefter at foretage kontrol, for så at afrapportere om kontrolresultatet, herunder eventuelt skrive rapport for overtrædelse, for endeligt at sidde foran en dommer som vidne i en sag i retten.
  • Det bedste ved mit job er, at være en af naturens vogtere.
  • Samværet med mine kollegaer, og at der aldrig er to dage, som er ens. Det er et meget afvekslende job at sejle med et fiskerikontrolskib.
  • En af de mest spændende opgaver, vi har haft i de seneste år, har været udviklingen af den risikobaserede kontrol. En proces, der startede i 2008, men ikke er i mål endnu, og hvor der konstant er behov for nye kreative løsninger og udvikling af datadrevne kontrol- og informationssystemer. Opgaven har desuden betydet, at jeg er blevet involveret i rigtig mange internationale opgaver bl.a. via Det Europæiske Kontrolagentur (EFCA). Det har medført mange rejser rundt omkring i Europa og masser af oplevelser og internationale samarbejdsrelationer.
  • Jeg synes, at det er sjovt at løbe hen ad stranden i hælene på en garnbandit i waders, som desperat forsøger at stikke af med sin garnbalje fyldt med garn, som han netop har fisket med inden for 100 meter fra kysten. Det får pulsen op på sådan et dejligt behageligt niveau.
  • Jeg kan rigtig godt lide at kunne kombinere min viden inden for søfart, fiskeri og it. Der er rigtig mange data, som er nødvendige for at kunne styre det danske fiskeri. Jeg kan godt lide at prøve at forstå diverse sammenhænge og derigennem sikre så høj datakvalitet som muligt.
  • Jeg synes, at mit arbejde er spændende, fordi jeg får brugt hele paletten af min it-viden, når jeg indkøber og implementerer alle mulige forskellige ’it-ting’ fra satellitforbindelse til vores skibe, over Oracle software til fx det nye TAS Tilskudsadministrationssystem.
  • At jeg får lov at arbejde med at fremme projekter, der skal beskytte natur og dyreliv og kan kombinere dette med udvikling af mine faglige kompetencer på området. Og så gør mine søde kolleger hverdagen meget sjovere!
  • Jeg nyder de mange arbejdsområder. Der er meget ansvar og mange komplicerede problemstillinger, der skal løses. Jeg nyder at udarbejde processer og danne rammen for, hvordan tingene skal fungere.
  • Jeg synes, at selve området med fiskerilovgivningen fagligt er rigtig spændende, selvom det også er meget omfangsrigt og en smule uoverskueligt.
  • Jeg elsker at nørkle med tal og få det til at passe på bundlinjen, og det er jo heldigvis en stor del af mine arbejdsopgaver.
  • At løse vores mange forskellige opgaver i kontoret med et højt niveau af service, professionalisme og et smil. Som HK’er har jeg mange vigtige opgaver, men den vigtigste er kvalitetssikring af afregningerne og kontakt med kontrollører og erhverv. Ud over det har jeg mange spændende og varierede opgaver, hvor jeg føler, mine evner kan komme til udtryk.
  • Jeg nyder det gode samarbejde og at være en del af et internationalt netværk. Jeg bliver hver eneste dag bekræftet i, at det er relationer, fælles løsninger og især det internationale, der driver mig, og jeg kan bidrage med lige netop det i FVM.