Ansøger skal være opmærksom på at ansøgning om indførsel, udskiftning, modernisering samt registrering af fiskefartøjer alene vedrører ansøgers mulighed for at anvende disponibel kapacitet i overensstemmelse med bestemmelserne i kapacitetsbekendtgørelsen.
Ansøgere, der har modtaget støtte under brexit-ordningen ’Kompensation for kvoteværditab’, bør sikre sig, at kapacitetsændringen kan ske inden for reglerne Jf. § 17 x stk. 1 nr. 7, og stk. 2-3 i kapacitetsbekendtgørelsen.
I kapacitetsbetingelsen gælder det blandt andet, at ansøgere, der modtager mere end 30.000 EUR (ca. 223.000 kroner) i kompensation for kvoteværditab, ikke må forøge deres aktive kapacitet, ud over deres individuelt fastsatte kapacitetsloft, indtil tre år efter udbetaling, med mindre udvidelsen er omfattet af en nærmere defineret undtagelse. For yderligere information om kapacitetsbetingelsen henvises til afsnit 7.3 i ordningens vejledning.
Det er ansøgers ansvar, at kapacitetsbetingelsen overholdes. Brud på kapacitetsbetingelsen kan medføre krav om tilbagebetaling af kompensation.
Fiskeristyrelsen kan ikke træffe forhåndsafgørelser om, hvorvidt en given indsats kan gennemføres inden for reglerne i kapacitetsbetingelsen. Fiskeristyrelsen vil alene bistå med generel vejledning om reglerne. Dette kan gøres ved at kontakte Fiskeristyrelsens tilskudskontor på tilskud@fiskeristyrelsen.dk eller telefon 72 18 58 50.
Ansøgere, der har modtaget støtte til ophugning af et fartøj, skal også være opmærksomme på at overholde gældende regler for registrering af nye fartøjer og forøgelse af kapacitet på eksisterende fartøjer under den pågældende ophugningsordning. For ophugning af fiskefartøjer som følge af brexit fremgår reglerne af BEK nr. 1262 af 09/09/2022. For ophugning af fiskefartøjer til torskefiskere i Østersøen fremgår reglerne af BEK nr. 1505 af 09/12/2022.